Popmusik har altid været en afspejling af tiden. I 1950’erne var kunstnere som Elvis Presley og Chuck Berry revolutionerende, idet deres musik talte til ungdommens oprørskhed på et tidspunkt, hvor USA stadig kæmpede for at komme sig efter Anden Verdenskrig. Da landet gik ind i en periode med velstand i 1960’erne, blev popmusikken mere optimistisk, og grupper som The Beatles og The Beach Boys skabte en smittende lyd, der talte til en generation af unge mennesker, der var ved at blive voksne i en verden under forandring. I 1970’erne overtog disco hitlisterne og afspejlede tidens hedonisme, mens 1980’erne så fremkomsten af syntetiseret pop, der var et produkt af tidens teknologiske fremskridt. I dag er popmusikken mere forskelligartet end nogensinde før, og kunstnere fra hele verden har succes på hitlisterne. Men på trods af denne mangfoldighed er der én ting, der er konstant: popmusikken vil altid være en afspejling af tidsånden, et spejl for de bekymringer og forhåbninger, som folk, der lever på et givet tidspunkt, har.